Starten som Iværksætter

Iværksætter er ikke noget man bliver fra den ene dag til den anden.  Iværksætter er noget man har lyst til at være!

Alle der måtte have lyst, kan faktisk starte sin egen virksomhed uden det kræver, at man har specielle færdigheder eller kompetencer. Det eneste det kræver fra dig er, at du har lysten og så meget gå-på-mod, at du kan holde dig selv kørende.

Jeg hedder Benjamin Bjerring, er 23 år og kommer fra Herning (Midtjylland), hvor jeg til dagligt ejer og driver Unik-Data. Virksomheden er næsten lige blevet 2 måneder gammel og der er allerede fint gang i butikken. Unik-Data er min anden virksomhed jeg starter på egen hånd og jeg har yderligere været med til at starte to transportvirksomheder. Jeg afsluttede i juli, min Bachelorgrad i Business Development Engineer, der i bund og grund er en uddannelse som forretningsudvikler.

Hvad er det der sker i starten når man ønsker at være iværksætter?

For mig var det, at jeg gerne ville have min egen virksomhed, lave det jeg elsker mest og samtidig se virksomheden blomstre op til en større virksomhed med ansatte. Lige nu er virksomheden kun 2 måneder gammel, men jeg kan love dig for at det har føltes som mere end to måneder.

Når man starter en virksomhed, er der en masse ting man skal have styr på inden man kan komme i gang. Dette betyder, at der bliver brugt oceaner af tid på at finde f.eks. produkter, redskaber, værktøjer, partnere, leverandører og jeg kunne blive ved. Det vigtigste ved at starte sin egen virksomhed er, at have et godt fundament inden man ”åbner” butikken. Jeg gjorde det på den måde, at jeg lavede en brainstorm på hvad virksomheden skulle lave hvorefter jeg valgte det mest relevante. Nu udbyder mit firma, Unik-Data, ikke noget radikalt i forhold til andre eksisterende virksomheder i branchen. Derfor skulle der være noget som alle de andre ikke gjorde. For at finde ud af det, snakkede jeg med venner, bekendte og andre personer mine services måtte have interesse for, hvorefter det hele blev sat på plads.

Jeg fokuserer på min service overfor mine kunder således, at de føler sig enormt godt behandlet og får en rigtig god oplevelse ud af det. Så spørger du sikkert dig selv: ”Jamen alle giver da den bedste service de kan?”. Ja det er jeg også helt sikker på. Jeg gør det bare på et punkt hvor jeg ikke behøves at fakturere mine kunder med en timepris på 1200 danske kroner i timen. Jeg ved med mig selv at jeg elsker at se mine kunder tilfredse og smilende når jeg siger farvel og er på vej ud af døren. Mine kunder skal ikke tænke: ”Okay, vi var nødt til at bruge de 5000 på 4 timers arbejde for at kunne sende mails igen. Nu går der så 2 uger før vi har tjent dem ind igen.”. Jeg vil have mine kunder til at stole på mig, føle at de er midtpunktet, redde deres dag OG gøre det til en pris der ikke ødelægger deres økonomi fuldstændigt. Men det er den taktik jeg har valgt, og det er det som jeg har brainstormet som en tosset over. Jeg har nemlig snakket med flere forskellige personer om det samt vendt og drejet det hundrede tusinde gange.

Der er mange ting du skal tage højde for når du starter din egen virksomhed. Du skal dog ikke glemme den vigtigste ting! Gå ud i spejlet og kig! Kender du dig selv? Er der noget specielt du kan tilbyde dine kunder?

Fordi, er der noget jeg har lært gennem de sidste 3 år, så er det at der ikke er nogen virksomheder der er ens. Jeg siger ikke at du skal følge mit eksempel eller gøre det på en bestemt måde. Du skal følge dit eget hoved og sind. Vi har alle vores stærke og svage sider som personer, men når du vil være iværksætter, er det bare at tage fat i alle dine stærke og forbedre, eller helt glemme de svage! Jeg har selv en mani med at jeg vil lave så meget selv som overhovedet muligt for, at spare mig selv for de omkostninger der måtte være i forbindelse med dette. Men husk nu på….. Hvis det er en af dine svage sider, så skal du helst lade en anden klare det. Du får et meget bedre resultat ud af det og tro mig, jeg har selv oplevet det på egen hånd.

Det er her, at din lyst og gå-på-mod skal komme frem!

For selvom det måske ser tvivlsomt ud med kunder eller fordi du sidder fast med et problem, så skal du bare tage dig selv i nakken og minde dig selv om hvorfor du gør det her!
For glædens skyld! Den følelse der er, når man kan se at det hele lykkedes for dig. Den glæde der er, når du får din første kunde, kan redde en hel uges hårdt arbejde! I nogle tilfælde kan det måske endda få dig til, at arbejde dobbelt så hårdt for at få lov til at få den følelse igen.

Ved du at iværksætteri er noget for dig og du ikke kan vente med at komme i gang… ja så gør det da! Jeg er sikker på at når det endelig går godt for din virksomhed, så vil jeg se DIG, gå med dine hænder over hovedet fordi det er så fed en følelse at have!